• Konfirmationspenge er den oplagte investeringsmulighed: Følg denne tretrinsraket for at få pengene til at vokse

    Source: BDK Finans / 18 May 2025 02:11:05   America/Los_Angeles

    Det er højsæson for konfirmationer. Det kan ses på gader og stræder – og på Bakken. Og i år strømmer gaverne ind som aldrig før. Konfirmanden anno 2025 kan i gennemsnit se frem til gaver for omkring 42.000 kroner, hvoraf 24.000 er rene pengegaver – altså kontanter og MobilePay-overførsler. Derfor er det særlig vigtigt, at man gør sig nogle overvejelser om, hvordan konfirmanden får mest muligt ud af pengene. Uanset om man er forælder eller gæst. »Giver man en pengegave, bør man også give mere end bare pengene. Det kunne være at give et godt råd om, hvordan pengene kan bruges bedst muligt,« siger privatøkonomisk ekspert i Nordea Betina Grimstrup. Det er formueekspert i Nykredit Jeanette Kølbek helt enig i – især hvis man opfordrer konfirmanden til at investere. »Det kan være en rigtig god idé at gøre dem opmærksomme på, at de faktisk kan tjene penge uden at skulle ud og gå med aviser,« siger hun. Men hvordan griber man det praktisk an, hvis konfirmanden gerne vil investere sine penge? Her giver de to investeringseksperter deres bud på en model til, hvordan pengene kan vokse bedst. Mulighed nummer et: Her får du mest for pengene Når det kommer til at få mest værdi for pengene, er børneopsparingen det mest attraktive opsparingsprodukt for unge, fortæller Jeanette Kølbek. »Afkastet på børneopsparingen er skattefrit. Det betyder, at der er flere penge tilbage til konfirmanden, når de på et tidspunkt skal udbetales. Derudover er der frihed til at investere i både enkeltaktier, fonde og plejeprodukter,« siger hun. Børneopsparingen kan oprettes til børn i alderen 0 til 14 år, og først herefter kan pengene udbetales. Pengene skal være bundet i mindst syv år, og de kan tidligst blive udbetalt, når barnet fylder 14, og senest ved udgangen af det år, hvor barnet fylder 21 år. Jeanette Kølbek forklarer dog, at der er et par faldgruber ved børneopsparingen. For det er nemlig kun muligt at indbetale op til 6.000 kroner om året og højest 72.000 kroner i alt. Det betyder, at mange allerede har nået den øvre grænse for indbetalingsbeløbet, inden det er konfirmationstid. »Men er der plads til at indskyde yderligere på den, er det oplagt, at en pengegave indsættes og investeres her, hvor pengene kan yngle og skabe et skattefrit afkast,« fortæller Jeanette Kølbek. Mulighed nummer to: Opret et aktiedepot og udnyt skattefordel Står der allerede 72.000 kroner på børneopsparingen, er den næstbedste mulighed et helt almindeligt depot. Her kan de unge nemlig udnytte en særlig finte. For gevinster på investeringer i værdipapirer kan indgå i barnets personfradrag, som i 2025 er på 51.600 kroner. »Lad os sige, at konfirmanden har tjent 20.000 kroner fra et fritidsjob, så er der stadig 31.600 kroner tilbage, der kan tjenes skattefrit,« siger Jeanette Kølbek. Der er bare et forhold, som er altafgørende for denne metode, forklarer hun. Skattefriheden gælder nemlig kun ved investeringer i værdipapirer, der beskattes som kapitalindkomst. Det gør enkeltaktier ikke. Vil man derfor investere i aktier, skal det gøres ved de såkaldte akkumulerende aktiefonde – altså fonde, der ikke betaler udbytte. »Her er det vigtigt, at den akkumulerende aktiefond ikke står på skats positivliste. For gør den det, så er det andre regler, som gør sig gældende,« siger Jeanette Kølbek. I det tilfælde vil gevinsten blive beskattet som almindelig aktieindkomst. Her lyder satsen i 2025 på 27 procent for kursgevinster og udbytter under 67.500 kroner og 42 procent for det, der ligger herover. Derfor er der stor værdi at hente i at udnytte personfradraget til investeringer, hvor aktiegevinsten er skattefri. Men husk: Gevinster over personfradragets grænse på 51.600 kroner beskattes som kapitalindkomst på minimum 37 procent. Mulighed nummer tre: Opret en aktiesparekonto Men det er 2025. Og flere og flere unge vælger at supplere fodboldtræning og håndboldkampene med et fritidsjob. Særligt efter coronapandemien er antallet af unge under 15 år med et fritidsarbejde banket i vejret. Hvis konfirmanden knokler særlig hårdt, er der derfor en vis sandsynlighed for, at personfradraget ikke kan bruges. Heldigvis er der en tredje mulighed: aktiesparekontoen. »Aktiesparekontoen har den store fordel, at det afkast, man får på sine investeringer, beskattes med 17 procent – og det er langt mindre end den almindelige aktieindkomstbeskatning på minimum 27 procent,« fortæller Jeanette Kølbek. Prisen, der skal betales for den lavere beskatning, er, at aktiesparekontoen beskattes efter lagerprincippet. Det betyder, at der hvert år skal betales skat af gevinsten – også selvom investeringen ikke er solgt endnu. Til gengæld kan man på aktiesparekontoen købe alt, hvad der hører under aktieindkomstbeskatningen. Det vil sige aktiefonde, der er på skats positivliste, men også enkeltaktier. Så her kan du altså investere løs i Novo Nordisk, Mærsk eller Apple. Et investeringsråd, mange får, er at investere i virksomheder, man kender. Det synes Betina Grimstrup er et fornuftigt råd. »Men så dukker bankdamen også op i mig,« fortæller hun. »Det bør kun være en mindre del af investeringen, der sættes i enkeltaktier. Resten kan sættes i nogle brede fonde, for eksempel et verdensindeks, som bør holdes i minimum tre år,« siger hun. Du skal samtidig være opmærksom på, at der er et indskudsloft på 166.200 kroner i 2025 – men der er trods alt plads til at bygge en større opsparing på sigt. Formuen på aktiesparekontoen må gerne overstige dette beløb, hvis det er kursgevinster, der bliver toppen af isbjerget. Begge eksperter kommer dog til sidst med en opfordring. Forældre bruger i gennemsnit 7.300 kroner på gaver til deres børn, mens bedsteforældre i gennemsnit bruger 3.580 kroner. Derfor er der også plads til både de kloge pengebeslutninger – og de mindre kloge, men sjove. »Man kan med fordel overveje, om for eksempel tre fjerdedele af det beløb skal gives som gaveopsparing, mens resten kan bruges på sjov og strøgtur,« siger Betina Grimstrup. https://www.berlingske.dk/dine-penge/konfirmationspenge-er-den-oplagte-investeringsmulighed-foelg-denne
Share on,